Støttet af Kulturministeriets bevilling til almenkulturelle tidsskrifter
Januar 2003
Nytårsønske: dialog
År 2002 manglede ikke debat om kulturpolitik. Debatten havde dog i høj grad form af, at man råbte til hinanden. Kulturministeriet bør bruge 2003 til at arbejde målbevidst med øget dialog som målsætning
CulturCommentar:
Kulturministeriet og dets institutioner har i de seneste år gennemgået en række ændringer, som strukturelt set kan betragtes som professionalisering af det offentliges virke på kulturområdet: sammenlægninger af sekretariater og råd, rationaliseringer, strammere styring, kvalitetsmål, succeskriterier, kontraktstyring m.v. - Alt sammen kan findes blandt de mange af tidens managementord, som går igen og igen og igen.
Et af de mange udviklingsbegreber, som tilsyneladende er totalt fraværende i VK-regeringens strategi for kulturområdet, er dialog. VK-regeringens handlingsprogrammer er totalt blottet for begreber som dialog og samtale, Kulturministerens adfærd har mere givet indtryk af, at der skulle spilles med muskelmagten i form af et nyt politisk flertal end af, at kultursektorens traditioner for dialog kunne have givende værdier - også for ministeren selv.
Og når der forekommer samtaler, for sådanne fører ministeren skam mange af, så sker det for lukkede døre og nedrullede gardiner. Ministerens egne medarbejdere er eksempelvis langt svagere informeret om de politiske processer, end man var under forgængerne.
Her fra stedet kunne vi eksempelvis anbefale Kulturministeren, at sætte sit apparat til at vurdere mulighederne for at udvide offentlighedslovens og forvaltningslovens redskaber maksimalt.
Ministeriets grædemur
Man kunne håbe, at dette havde været intentionen med Kulturministeriets nye web. Som det hedder i Kulturministeriets egen præsentation: Derfor rummer siden også forskellige muligheder for dialog og debat. Der er dels forskellige debatfora, dels en ”Spørg ministeren”-funktionalitet, hvor brugerne kan sende spørgsmål direkte til kulturministeren.
Jo, nogle bruger "Spørg ministeren", i november 10 spørgsmål, i december kun 1 enkelt. Spørg ministern lægger dog ikke op til egentlig debat, de fleste spørgsmål er ... netop ... spørgsmål. De hyppigst stillede spørgsmål handler om modtageforhold for forskellige TV-kanaler.
Ministeriets debatfora er tænkt til egentlige og længerevarende debatter. Men kan næppe kaldes succesrigt. Der er siden lanceringen 26. august kommet to debatindlæg, om vidt forskellige emner og med helt forskellig debatform. Da der ikke er kommet nogen svar til de to debatindlæg, må dialogbegrebet her begrænses til monolog. Måske ministeriets grædemur?
Lukket folketingsbehandling
Ud fra det sidste års erfaringer vil vi give et par eksempler, hvor den politiske praksis kortslutter de intentioner, der er i lovgivningen:
I foråret fremlagde Kulturministeren sine tanker om et nyt offentlig kunststøttesystem. Siden arbejdede ministeriet videre med tankerne, samtaler med væsentlige parter blev ført, politiske forhandlinger blev gennenført - og et forlig var klart. Forligsteksten blev sammenskrevet til et færdigt forslag og blev sendt til høring hos alle de organisationer, som almindeligvis skal høres. Umiddelbart efter høringsfristen udløb fik de politiske partier høringssvarene og tog stilling til disse. Herefter kan ministeren fremsætte det forslag, man er enige om, og loven bliver vedtaget uden væsentlige ændringer.
Offentlighedsloven siger, at høringssvarene først behøver offentliggøres, når ministeren fremsætter lovforslaget for Folketinget. Ved i realiteten at gennemføre en lukket 1., 2. og 3. folketingsbehandling inden man fremsætter lovforslaget, kortslutter man offentlighedsloven. Når høringssvarene bliver offentliggjort, er løbet helt og aldeles kørt.
Det er muligt, at man med offentlighedsloven i hånden ville kunne hævde, at når ministeren sender høringsmateriale til udvalgte medlemmer af Folketinget, så er materialet gået ud af Kulturministeriet - og så gælder offentlighedsloven. Det ville dog være synd at pindehugge om sådant.
I stedet burde Kulturministeriet bruge høringsbegrebet som et offensivt dialogredskab. Der er intet til hinder for, at man offentliggør høringssvar, straks de modtages. Man kan sågar etablere e-mail-tjeneste, så de som vil se høringssvarene straks får besked og har mulighed for at kommentere. Hov: pludselig kunne man få en dialog. Ikke bare, om at nogle var utilfredse med ministeriets forslag. Men også med mulighed for at de forskellige høringsparter og interesserede kunne forholde sig til hinandens svar. Jamen, vi kunne få en web-diskussion med noget på spil.
Høring uden indhold
I september afleverede arbejdsgruppen om Biblioteksafgiften en rapport til ministeriet. Rapporten var mangetydig, da der var adskillige mindretal. Herefter sendte ministeriet helt ukommenteret rapporten til høring. Blandt høringsparterne var eksempelvis de to forfatterforeninger. Begge foreninger havde egne mindretalsudtalelser med i rapporten. Hvad skulle de med en høring om en rapport de i forvejen havde skrevet mindretal om? Forfatterforeningerne skrev selvfølgelig høringssvar, som gentog egne synspunkter i rapporten. Dansk Forfatterforening skrev endda i sit høringssvar, at man forventede en senere høring om et lovforslag. En sådan høringsmulighed fik man ikke, for rapporten og høringssvarene til rapporten var tilstrækkeligt grundlag for et politisk forlig.
Mange er tilfredse med resultatet af fremgangsmåden. Men processen lever ikke op til intentionerne med høringsinstituttet. At bede en forening forholde sig til eget mindretal er tåbeligt bureaukratisk. Men det er først og fremmest politisk fejt ikke at fremlægge et egentligt forslag til høring.
Demokratiske rettigheder, som høringer om lovforslag og offentlighedslov, bliver som regel betragtet som bureukratisk besværligt for ministerierne. Ved en offensiv strategi og brug af net-teknologierne, kunne Kulturministeriet skabe en platform for meningsfuld dialog. Det er dybest set i ministeriets og ministerens egen interesse.
